Nettet strammes

Kan I høre det? …
Nej vel? Sådan lyder det når alle enten har givet op, er ligeglade, eller bare er for dovne til at gøre noget som helst. Hvis det her var USA, så havde der været kæmpe demonstrationer.

Hvad snakker jeg om? Jo, jeg sidder igen og ulmer af vrede over vores medielicens. Jeg kan ved alle guder i hele denne verden – og den næste – ikke se hvorfor DR skal have penge for noget de ikke har noget som helst at gøre med. Min e-mail? Min Playstation? Mine samtaler på MSN? Min blog? Hvorfor skal DR have penge for at jeg kan bruge nogen af disse ting? Er det mig der er klar til en tur på den lukkede, eller giver det bare absolut ingen mening?

Jeg er fuld tilhænger af at man skal betale for de services man benytter. Det er f.eks. derfor jeg altid betaler når jeg kører med bussen, går i biografen eller benytter min radio. Ja, jeg betaler radiolicens – FOR JEG BRUGER FAKTISK MIN RADIO! Jeg lytter dagligt til P3 så derfor betaler jeg naturligvis for det. Det er logisk. Forståeligt. Retfærdigt. Jeg cykler sgu da ikke hen til bussen, smider en tyver ind af døren til chaufføren, skriger “Godmorgen! En voksen tak!” og cykler videre. Der står heller ikke tæskehold, bestående af store, brede, behårede rockere foran biografen og kræver penge af alle der går forbi, bare fordi de har mulighed for at benytte biografens service.

Men DR er hævet over normal logik og forståelse. De kan kræve penge af os, alene fordi vi har muligheden for at benytte deres services. Altså hvis vi ejer en mobil med internetadgang, en computer eller et tv.

Men hvad kræves der egentlig for at vi bliver fanger i DR’s finmaskede medielicensnet?

  • Tv eller tilsvarende apparat (læg her mærke til at dit tv ikke engang behøver at kunne modtage et signal. Hvis du bare har et gammelt tv, som du udelukkende bruger til at se DVD eller spille Playstation på, så er der udbetaling ved kasse et).
  • Computer med adgang til internet eller et andet netværk med en download hastighed på 256 Kbit/s eller derover (A-ha-ha, er det ikke sjovt? Så langsomt internet udbydes der faktisk slet ikke mere. DR har dækket sig rigtig godt ind med den regel).
  • Computer med enhed, for eksempel tv-tuner, som kan modtage tv via radiobølger eller netværk
  • Mobiltelefon med internetadgang (Samme problematik som med punkt nummer 2. Det bliver mere og mere umuligt at finde en mobil uden internet, for hver dag der går).
  • PDA’er og andre enheder, der trådløst kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester

Alt i alt bliver man tvunget tilbage til stenalderen hvis man, som jeg, ikke har råd til at betale licens. Og det harmonerer jo ikke skide godt med det samfund vi lever i. Jeg kan skrive under på at man misser utroligt mange vigtige nyheder når man f.eks. ikke har tv. Jeg vidste intet om hvad der skete i Libyen, om Bin Ladens død eller om kongeligt bryllup, bare for at nævne nogle få.

Og lad mig lige spørge om noget: hvorfor? Hvorfor skal en single, der kun ejer en mobil med internetadgang betale det samme årligt som en familie på ni, med 5 tv-apparater, 3 computere og et hav af mobiler? Se, der tog logikken sig en lur igen.

Anyways. Det var hvad jeg havde at sige i denne omgang.

Udgivet i brok | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

For meget tid ved den kapitalistiske propaganda-kasse er usundt for Pandekagepirat

Jeg har fundet ud af hvorfor jeg ikke har noget at brokke mig over! Jeg ser simpelthen ikke nok tv i hverdagen. Jeg bliver simpelthen ikke deprimeret og frustreret over verdens umådelige dumhed når jeg ikke har en kapitalistisk-propaganda-kasse-med-magiske-levende-billeder til at informere mig om hvad der sker omkring mig.

… Men nu har jeg set tv i et par dage… Og jeg kan mærke min frustration komme snigende som et surt opstød. Så tag jer dog sammen! Alle sammen! Voksne mennesker har aldrig opførst sig mere barnligt.

Samtlige nyhedsudsendelser er en lang omgang ligegyldig mudderkastning mellem de forskellige fløje, og det er udmattende. De kaster rundt med bagateller og skyder gråspurve med kanoner i håb om at de kan skade modparten nok til at de mister lidt flere stemmer. Hvad er det for en glas-halv-tomt-mentalitet? De kunne lige så godt sidde og sige “du er grim og du lugter” for det er i bund og grund det det handler om. At svine hinanden til. Politik er blevet populisme. Det handler ikke om hvad man vil gøre og hvordan det skal gøres, det handler om at ‘please’ masserne, se godt ud og være populær så man også kommer med i næste runde af Christianborg-Hotel. Hvad med lige at mene noget uden først at skulle konferere med den seneste meningsmåling? Tag jer sammen og få en mening (og en rygrad) det er derfor vi valgte jer. I skal gøre det er er godt for os alle sammen, ikke bare for jer selv.

Et lille citat fra en film (kan selvfølgelig ikke huske hvilken *doh*) men synes det beskriver det meget godt. Det er vist en politiker der forsøger at retfærdiggøre at han/hun har taget nogen mindre heldige valg, for at blive siddende på sin post ved næste valg:

Politiker – “I can’t do anyone any good, if I’m not here”
Journalist – “But you’re not doing anyone any good”

Var der nogen der sagde politiker-lede? Det tror jeg nok. Det er ikke med vilje, jeg har bare set for meget TV-avis.

Udgivet i brok, dagligdag | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Tusind tak bæ-fjæs!

Så kom der noget at brokke sig over! Jeg er faktisk så meget oppe i det røde felt at det er svært at konstruere sammenhængende sætninger.

Jeg havde nær fået morgenkaffen (som egentlig var yoghurt med müsli, for jeg drikker ikke kaffe) galt i halsen da jeg hørte radioavisen i morges. Jeg troede at jeg det var mig der sad og sov, men næh nej, se hvad jeg fandt på nettet da jeg kom i skole(praktik) i morges:

“Som led i spareplanen fra regeringen og Dansk Folkeparti vil skolepraktikydelsen for elever på landets erhvervsuddannelser blive skåret ned fra godt 6.300 kroner om måneden til cirka 3.400 kroner om måneden…” (kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/05/28/061705.htm)

Hvad er det nu man siger om folk der ligger ned, og at sparke…? Na ja! DÅRLIG IDÉ! Tusind tak fordi I kan se det fornuftige i at tusindvis af unge, håbefulde elever skal leve for next-to-nothing samtidig med at de skal arbejde 37 timer om ugen. For det er jo rigtig sjovt i forvejen. Det er nok ikke med vilje at vi ikke har en læreplads. Skal vi lige huske at nævne at de tal der står i artiklen er før SKAT? Måske ønsker de i virkeligheden at vi alle sammen skal droppe ud, så de helt slipper for at betale noget som helst? Men hvad sker der så? Der er jo grænser for hvor mange der er plads til bag kassen i Netto. Vil de hellere have at vi alle sammen ender på bistand?

Hvis de gennemfører det her så bliver der ballade! Jeg vil se røde faner og protestmarch! Sultestrejke og belejring af Borgen! De skal ikke kunne forlade deres kontorer uden at blive bombarderet med ketchup, pasta og baked beans! Når du strammer garnet, I ved…

Udgivet i brok, skole | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Alting bliver sjovere med smileys

… og marmelade på tube. Tusind tak marmeladeguder! I har efter mange år hørt mine bønner. Slut med ulækre smattede uidentificerbare blobber der muligvis engang var jordbær. Nu er det hele blendet til ukendelighed så også os sippede og hysteriske mennesker kan få marmelade på vores mad. Tak, tak, mange tusind tak.

Man må gerne lege med maden!

Og så havde man jo lige besøg af Marha The Muffin i weekenden (og det var jo bare totalt hygge, så ingen brok der) og Pandekagepirat som jeg er, bagte jeg selvfølgelig pandekager til morgenmad. Og igen måtte man jo glædes over marmelade-tube-miraklet der gjorde det muligt at dekorere vores morgenmad med disse smileys, som jeg bare måtte dele med verden. Cheerio!

Udgivet i dagligdag, kreativt, mad, pirat | Tagget , | Skriv en kommentar

Ahem.. Ja

Ikke noget brok her fra i dag. Jeg ville bare lige sige at jeg – vist nok – har slået kommentarerne til igen, så nu kan alle mine tre læsere igen uddele bifald og skulderklap, hvis de skulle have lyst til det. Der er selvfølgelig en chance for at jeg drukner i spam igen, men jeg har – vist nok – fået sat noget spam-gå-væk op, så jeg ikke får 374 tilbud om viagra om dagen.

Men for at det hele ikke skal være helt spildt, så kan i da lige få en opskrift på pandekager! Den kan jeg nemlig i søvne – go figure, jeg er jo en pandekagepirat.

  • 5 dl mælk
  • 4 dl mel
  • 3 æg (kun 2 hvis de er store)
  • 2 spsk vand/øl
  • en slat/slump/skvis smeltet smør eller olie
  • 1 spsk sukker
  • 1 – 2 tsk vanillesukker
  • 1 knsp salt – salt er vigtigt! Ellers  smager dine pandekager af vådt bølgepap.
  • De modige kan tilsætte et drys stødt kardemomme eller citronskal/saft

Først blander du alle de tørre ingredienser, og bagefter de våde. Og easy-peasy-lemon-squeesy har du pandekagedej!

Dejen har bedst af at stå og hvile i et par timer – eller natten over. Det er ligesom med suppe; den smager endnu bedre anden dag. Men hvis du er utålmodig, så bare steg dem med det samme. Hvis du sidder og tror at du ikke kan bage en pandekage – et kompleks mange har – så er der ikke andet at gøre end at kaste dig ud i det. Det er altså bare en pandekage og ikke en soufflé. Bare sørg for at panden er ordentlig varm inden du hælder dej på. Mærk for guds skyld ikke efter med fingrene! Det kan tjekkes ved at sprinkle et par dråber vand på panden. Hvis det siger *SPRIIISJH* og de fordamber med det samme, så er den varm nok.

Bag nu en bunke pandekager der kan få Rasmus Klump til at rødme og æd med sirup/sukker/marmelade/frugt/chokoladesovs eller hvad der nu frister.

Udgivet i dagligdag, mad, pirat | Tagget | 2 kommentarer

Racister er pisse belastende!

Det er de altså! Og hvis der er nogen der kan få mit pis i kog så er det dem!

Jeg har nu haft en længere diskussion på et forum jeg er medlem af, om hvorvidt det er okay at bygge en moské på Vibevej i København. Først kom de små forsigtige kommentarer om at det var da okay, men der gik ikke mange svar før fremmedfjendske og – efter min mening – direkte racistiske kommentarer blev skudt efter “os med de rigtige meninger” (hvilket vil sige os der IKKE har lyst til at leve i en verden hvor det er okay ikke at have respekt for andre kulturer og religioner).

Først var der dem der skrev at okay, så måtte de godt få en moske, men de skulle altså ikke komme her med højtalere der kalder til bøn og mænd der skriger fra høje tårne, for sådan noget har vi altså ikke plads til her… Oh my God! Prøv nu lige at læse planerne for byggeriet. Ja, det er meningen at moskéen skal have minareter (altså de slanke tårne der hører sig til) men de bliver til pynt og ikke andet. Og helt ærligt? Hvorfor skal det nu lige være så farligt med kalden til bøn? Okay, det ville være en smule belastende at skulle høre på det klokken 5 om morgenen, men for min skyld måtte de gerne kalde til bøn om aftenen, ligesom når vores kirkeklokker ringer.

Så blev debatten lidt mere ophedet. Nu kom der folk på banen der var overbeviste om at en moske udelukkende ville udvikle sig til en rotterede af terrorister. Glasset var ikke kun halv fuldt. Det lå på gulvet, smadret til en million små stykker. Jeg må indrømme at det var meget svært for mig ikke bare at råbe op om hvordan de var en flok totalt hjernelamme, ignorante, racistiske og infantile snotaber… Men den slags ord bruger jeg ikke … Så ofte … Hehe :) Eftersom jeg var blevet udråbt til en “åh nej! Hun er sådan en med den rigtige mening”-person, argumenterede jeg i stedet for at det altså IKKE var fair sådan at skære alle muslimer over en kam, fordi en lille bitte procentdel er nogen idioter (hvilket sådan set er tilfældet ligegyldigt hvilken kultur du kigger på).

Det jeg mener er poblemet med mennesker der tænker sådan, er at de fuldkommen har givet efter for deres frygt. Og det er ikke en god ting. Det er derfor partier som det kæææære DF har det så godt i meningsmålingerne. Folk der er blevet skræmt af mediernes ofte unuancerede dækning, slår fuldkommen hjernen fra og forvandler sig til en flok får der ikke kan finde ud af at bruge deres sunde fornuft.

Har du set filmen “Bowling For Columbine”? Den er rigtig god, men det er ikke min pointe. en del af den film handler om hvorfor der er så mange mord begået med skydevåben i USA. Folk siger at det er fordi der er så mange indvandrere, men  det er der også hos naboen Canada, der modsat USA slet ikke har den mængde af mord, på trods af at de har lige så mange skydevåben. Konklusionen bliver til sidst at det er fordi folk er bange. Skræmt fra vid og sans af medierne. (Der er meget mere i den film, men det er altså nemmere hvis du selv ser den).

Tilbage på forumet fløj det stadig rundt med kommentarer som “Hvis de ikke kan lide at være her, kan de også bare skride hjem”, “jeg gider ikke gå og betale for at sådan nogen kan komme her og drive den af gratis” og “jeg er ked af at mine børn skal vokse op i sådan et mislykket multikulturelt eksperiment”. Den sidste kommentar med det multikulturelle eksperiment blev nævt mange gange, og den blev leveret med en sådan nedladenhed og væmmelse at jeg virkelig fik ondt i maven. Jeg synes bestemt ikke at det er okay at omtale andre medmennesker som noget ulækkert og giftigt fra bunden af et reagensglas.

Der var også folk der følte sig i deres gode ret til at mene at muslimer ikke burde betræde dansk jord, fordi de tilsyneladende var roden til al kriminalitet i vores lille rød-hvide land. Men lad mig spørge dig om en ting: Hvis en mand, der blandt andet er muslim, kommer hen til dig, slår dig ned og stjæler din taske. Gør han det så fordi han er muslim eller fordi han er et røvhul der fortjener et los i røven? Og hovsa! Rockere er da ikke verdens sødeste mennesker, faktisk er de fleste af dem danske. Så hvis alle muslimer er terrorister, så er alle vi andre en flok stof-sælgende voldspsykopater. Det må jo passe når vi nu dømmer hele folkeslag på deres mest uheldige typer.

Det jeg prøver at sige med det hele er, at vi altså stadig har en chance for at gøre den her verden til et rart sted at leve. Der kommer ikke nogen Deus Ex Machina ned fra himlen og redder os alle sammen når vi har kørt det hele i smadder. Det er os – menneskene – der har hele ansvaret for hvordan det her sted skal køre i fremtiden.

Det er ikke okay at sætte sig med korslagte arme og dømme fremtidige generationer for hvad folk før dem har gjort. Det er klart den nemmeste holdning at have, men det fører ingen steder hen. Vi må tage noget ansvar og gøre noget for at der er plads til alle.

Respekt og tolerance er svært, men ofte er det de sværeste ting der er det rigtige at gøre. Det er let at hade og kritisere. Det er langt sværere at sætte sig ned og sige “Okay, hvordan tackler vi det her?” og så løse de konflikter der opstår undervejs.

Det var bare det jeg ville sige! Hej :D !

Udgivet i brok, dagligdag, hippie | Tagget , | Skriv en kommentar

Det der med klokken…

*suk* hvis nogen fra min klasse kommer til at læse det her, kan det godt være at jeg skal forberede mig på at medbringe kage, for at formidle sårede/mopsede/folk der føler sig truffet. Men det her er en brokke-blog. Min brokke-blog og det her er noget der VIRKELIG irriterer mig…

Vi går i skole. Når man går på min skole starter timen klokken 8.10. Klokken ti minutter over otte begynder vores dag fuld af læring. Otte-ti… … Ikke 8.20 eller lidt i ni. Så jeg møder op. Jeg hader at stå op før klokken syv, og det er en kamp mellem mig og den lille djævel på min skulder, der bare vil melde mig syg og slumre videre under dynen. Men jeg gør det ikke så ofte.

Advarsel: dette næste afsnit kan indeholde seriøse mængder glorie-pudsning!
De sidste to uger har jeg troligt mødt op til tiden. Det forventer jeg af mig selv, for det er det jeg forventer af andre. Vores klasse er på cirka 10 personer, og når klokken slår 8.10 er der i gennemsnit mødt 3 op.
8.20 muligvis to mere
8.30 halvdelen af klassen er samlet
8.50 der ankommer en eller to mere, og de sidste 30% er så sygemeldte
Jeg er barnlig! Jeg ved det! Men hvis jeg skal tidligt op, og cykle i skole i mørke og kulde, for at være der til tiden, så skal alle andre også (jep, jeg siger at hvis jeg skal ‘lide’ så har resten bare at følge trop – deal with it). Jeg ville også mægtig gerne sove længere, men jeg gør det altså ikke, fordi jeg føler at det er min pligt for fælleskabet, og vi har et ansvar overfor hinanden.

Det er selvfølgelig ikke fair at du skal have skældud hvis bussen ikke kører til tiden en enkelt dag… Men når det er hver dag, skal du måske til at kigge på en anden køreplan – eller en cykel? Jeg har en kold og kynisk filosofi om at hvis du har under 5 kilometer til arbejde/skole/hvad du nu skal så kan du godt hoppe på cyklen. Go for it :D ! Hvis jeg kan, så kan du også. Og jeg har dårligere kondi end en 85-årig kæderyger!

Der er ingen morale, eller visdomsord. Bare mød op til tiden! (og se frem til mere brok fra mig – næste gang; Børn.

Udgivet i brok, dagligdag, skole | Skriv en kommentar

Sorry

I må nøjes med at læse mine skriverier indtil jeg får et spam-filter på plads.

Jeg faldt nærmest ned af stolen da jeg loggede på og opdagede over 300 reklamer for viagra, kondisko, alkohol og løse kvinder…

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Slet ikke brok

Nu skal det jo ikke være brok det hele :) Jeg har faktisk dage hvor jeg slet ikke har noget at brokke mig over! Utroligt ikke? I dag kunne jeg f.eks. brokke mig over at det har regnet flere dage i træk end jeg gider tælle, eller at sadlen på min cykel er i stykker, så jeg skal bruge mine få penge på en ny. Jeg kunne brokke mig over ansvarsløse mennesker der ikke hjælper med at rydde op, eller hvordan kantinen tager 25 kroner for en kakao og en bolle med ost, men det gider jeg slet ikke. Jeg vil i stedet skrive om de ting jeg gerne vil nå i mit liv.

1. Jeg vil rejse hele vejen med den transsibiriske jernbane

2. Jeg vil opleve The Burning Man festiallen i Nevada-ørkenen.

3. Jeg vil se en Lostprophets-koncert…

4. … Og Loreena McKennit! …

5. … Og Green Day! …

6. … Og Papa Roach!
(som jeg egentlig allerede har set 2 gange, men en gang – eller 10 – mere ville jeg ikke have noget imod)

7. Jeg vil rejse tværs over USA i en super fed, metallic-rød Cadillac med min aller bedste ven (som har kørekort)

8. Jeg vil på interrail i Europa

9. Jeg vil på rejse til Japan

10. Jeg vil bo et sted hvor jeg rent faktisk har plads til en sofa, en vaskemaskine og et rigtigt køkken.

11. Hvis jeg endelig skal giftes, så vil jeg være en holdt kvinde, så jeg slipper for at arbejde, og kan bruge tiden på at lave ting der gør mig glad.

Egentlig er der en masse andre ting, men jeg kan selvfølgelig ikke huske dem, nu hvor jeg endelig har besluttet mig for at skrive dem ned. Ih altså…

Udgivet i dagligdag | Tagget , , , , , , | En kommentar

Det måtte jo komme

Jeg er rigtig, godt og grundigt harm, hvilket sådan set ikke er noget nyt. Hvordan kan det være, at bare fordi Danmarks Radio har valgt at have en hjemmeside, så skal man betale ekstra for at have Internet? DR’s hjemmeside er så latterligt lille en promille – faktisk en milliard gange mindre – del af det samlede Internet. Det er et støvkorn i Internet-universet, så hvorfor skal de have 2.000 af mine kroner, bare fordi jeg vil tjekke min mail?!

Joh ser du; det er fordi de har valgt at lægge deres udsendelser ud, så man kan se dem på computeren, men hvem har lige bedt dem om det? Det var ikke mig. Og jeg synes godt nok at ham der gjorde, burde have en ordentlig omgang smæk. De burde skifte navn til DDR. Det svarer til at jeg bygger en bro midt på Odense gågade, og tvinger alle til at gå over den – hvad enten de har lyst eller ej – og samtidig kræver betaling for det.

TV2 kan godt finde ud af det. De har Sputnik. Så hvorfor skal det være så svært at sætte password på det vi ikke må se? Det er da super enkelt. Alle der betaler tv-licens får et login til dr.dk og så kan de se ”Vagn Hos Kiwierne” og ”Søren Ryge” lige så tosset de vil. Men det er jo ikke der hunden ligger begravet. Det er jo ikke fordi det er svært at lave en bunke passwords og sende dem ud til seerne. Sandheden er at de fleste bare ville vælge DR fra. De ville miste 95% af trafikken på deres hjemmeside og en kæmpe bunke penge, for vi er vokset fra Danmarks Radio. Vi er ligeglade! Bare fordi noget var godt engang, betyder det ikke at det for altid vil være godt. Den leverpostej der står bagerst i mit køleskab var rigtig god for 14 dage siden, men den har udtjent sin værnepligt, og nu skal den ud på sin sidste rejse mod skraldespanden.

For min skyld kunne DR sagtens erstatte reklamerne for deres egne programmer med reklamer for biler og bleer, men i stedet sidder de som en vrantent barn og skal bæres på hænder og fødder. Nu må de lige stramme hjelmen og komme ind i kampen. Det er slut med at sidde og sige ”blah!” og bare forvente at vi skal betale ligegyldigt hvad der bliver serveret. Jeg synes ærligt talt at der er nogen der bør tage et grundigt kig på DR og helt seriøst vurdere om det er noget vi har brug for. Jeg tror det er meget heldigt for DR at det ikke er medielicensen der skal til afstemning lige om lidt…

Udgivet i brok, dagligdag | Tagget , | En kommentar